Fjernvarme på vej til Gullev
I august måned nåede borgerne i Gullev minimumsgrænsen for tilslutning til fjernvarme og straks gik GUES i gang med at etablere en forsyningsledning fra Brokbakken til Gullev. Det sker dog ikke uden udfordringer idet der både ligger en del højspændingskabler og levn fra fortiden i jorden hvor fjernvarmerørene skal gå, som der skal tages hensyn til.
Viborg Museum har været til stede for at bese og registrere de fortidslevn som er fundet og elselskabet N1 har anvist hvor i jorden deres højspændingskabler ligger. Landmand Søren Brask Pedersen Gullev Byvej, som ejer jorden, har velvilligt indgået en aftale med GUES som betyder, at vi har fået lov til at lægge fjernvarmerørene på hans jord, men vi har travlt, for han skal have klargjort jorden til næste hold afgrøder.
Fjernvarmeledningerne inde i Gullev by og tilslutningerne til ejendommene kommer til at ske hen over vinteren, projektet forventes helt afsluttet med udgangen af 1. kvartal 2025.
Det skal blive spændende og se om Hjermind by bliver næste by som GUES skal føre fjernvarme frem til. Det kræver dog at interessen for fjernvarme til Hjermind stiger, medio september har 61% ønsket fjernvarme i Hjermind, men der skal være ca. 70% som viser interesse før det kan lade sig gøre. GUES gør derfor en ekstra indsats i den kommende tid, for at få nogle flere med.
Lykkedes det at øge interessen for fjernvarme i Hjermind i den kommende tid, kan GUES påbegynde en forsyningsledning til byen i 2. kvartal 2025 og få projektet afsluttet inden årsskiftet til 2026.